Seneste nyt om aktiviteter, information og historier fra vores hundeliv.
Hvad der kommer af træning…
Jeg må erkende, at jeg til stadighed bliver overrasket og glad, når min hund viser sikkerhed og rutine under jagt, øvelse og træningsopgaver. Så er det bare at løfte på hatten over hunden, men vel også overfor mig selv, som nu kan høste frugten af de mange træningstimer.
Ja, hunden kan sagtens fejle eller blive alt for ivrig og glemme al dressur. Eller jeg får kvajet mig og sendt hunden på en opgave kun jeg har forstået! Det sker stadig!
Den anden aften tog jeg fra hundetræning i apportering mod en udvidet apporteringsprøve. Jeg smilede hele vejen hjem. Frigg leverede overbevisende eksekvering på de tre prøve elementer. På fuglebanen hentede hunden de to kastede fugle, dernæst de to blindt udlagte, blot med et par stop og dirigering på den sidste fugl. På vandet var hun bare sej, hentede én kastet, dernæst to blindt udlagte ænder, som blev bragt hjem over vandet, selv om de lå på land og hun kunne have løbet rundt. Den eneste distraktion her var, da en levende and flyver over søen. Den skulle hun lige holde øje med under svømmeturen med den sidste and, som blev kastet over hoved på hende. Slutteligt hentede Frigg sikkert en kanin og en stor ræv på 8-9 kilo i tæt bevoksning.
Jeg må bare notere mig, at de mange træningstimer alene, men også med mange hundevenner og medkursister viser sit værd. Vi er kommet langt og nu er det bare at holde fast. Fortsat at støtte hunden i at være sikker i opgaverne og de situationer hun bliver sat i. Det giver både for mig og for hunden glæde og oplevelser i Jagtlivet!
7. maj 2023
Lydighedstræning og prøve
Med jagt sæsonens afslutning starter træning med lydighed og dressur igen. Under jagten kan mange unoder snige sig på når jagtiver hos både fører og hund tager over. Jægernes fokus er på at få fuglen på vingerne og efter skud hentet hjem. I kampens hede ser vi lidt mellem fingrene med korrekt dressur og øjeblikkelig lydighed, når bare vildtet bliver leveret. Så lydighedstræning strammer både fører og hund an, med fokus på opgaven i kontakten mellem fører og hund, og på at hunden levere korrekt efter kommando.
Prøve
Som afslutning på lydighedstræning holder mange jagtforeninger lokale prøver, hvor resultatet af dressur og lydighed kan stå sin prøve. Træning forud for prøven vil i reglen være lagt an på, at du og din hund bliver klar til prøven. Så du og din hund er tryg ved prøveelementerne, og I kan træne sikkerhed i udførelsen.
Lydighedsprøven som Frigg og jeg deltog i blev som jagtrelateret lydighedsprøve arrangeret af Stenlille jagtforening i samarbejde med DMK Midt- og Vestsjælland. Prøven bestod at to dele. En bane med forhindringer, hvor hunden følger føreren fri ved fod. Anden bane med markeret dummy og blindt udlagt dummy.
Vi stillede op i åben klasse, hvor fem hunde blev præmieret. Frigg blev bedste hund med 1. vinder pokal og foreningens vandrepokal med 176 point af 180. Så er vi klar til apporteringstræning.
28. marts 2023.
Styr på hormonerne!
Friggs brunst klinger af og der er ikke fundet ægløsning sted. Hvad er det lige der sker?!
Vi havde jo egentlig lavet aftale om planlagt parring d.11.+ d.12. januar, efter en stigende progesteron værdi på 5,5 ng/ml, to dage forinden. MEN, da vi d.10 januar tager på besøg hos en anden hanhund, for at tjekke deres adfærd, ser vi en hanhund, der ikke just er imponeret over Friggs hormonelle tilstand. Derfor laver vi en ny aftale med dyrelægen om blodprøve om morgenen d.11. inden afrejsen til Thy. Her viser tallene, at værdierne nu er faldende, og at Frigg ikke har været i ægløsning! Løbetidsblødningen, har vi bemærket, er ophørt et par dage forinden.
Dyrlægens fortolkning er, at hormonapparatet ikke er blevet fuldt og helt mobiliseret hos Frigg og at hun derfor sandsynligvis ikke når til ægløsning denne gang, men at vi lige skal observere adfærden hos Frigg den næste uges tid, inden vi helt kan afskrive det.
Hvorfor sker dette?
Ja, det er ualmindelig svært at svare på. Det er et dyr styret af hormoner, som kan svinge og skubbes af små faktorer, vi måske ikke kan se eller være opmærksomme på. En mulig årsag til den noget usædvanlige løbetid kan være det forhold, at vores cocker-tæve går i løb et par måneder før, at Friggs forventelige løbetid skal ske. Frigg bliver trukket med og går i løbetid ca. 1,5 måned før forventet. Det kan betyde, at Frigg måske ikke fuldt og helt har fået mobiliseret hele hormonapparatet og derfor går der lidt kuk i forløb og varigheden af løbetidens og cyklus i brunsten.
Vi kan læse os til, at ”fænomenet” ikke er ukendt hos unge tæver og kaldes for en ”delt brunst”, se her https://firstvet.com/dk/artikler/unormale-lobetider-hos-hunde
Det kan også tænkes, at det er naturens egen regulering af antallet af hvalpefødsler i en flok, som er styrende her. Alfa-tæven skal helst være den eneste med et kuld og de andre tæver hjælpe til med opfostringen. Derfor påvirker tæverne hinandens løbetider og ægløsning.
Nu har vi haft seks kuld med 3 forskellige tæver med normal brunst med parring indenfor 13-15. dage og fine kuld er der blevet ud af det. Én enkelt gang har vi oplevet, at en ung tæve er gået i løb, og så gået i en ny løbetid 2 måneder senere. Dette er sket i samme periode, som vores anden tæve var drægtig og fødte hvalpe.
Hvad nu?
Vi kan ikke gøre andet end, at holde øje med Friggs adfærd, som indikator for en evt. forsinket ægløsning (sjældent) og ellers bare afvente en ny løbetid på Frigg. Fergus og hans familie er klar til at tage imod os, når tid er. Det er vi rigtigt glade for.
14. januar 2023.
Parringen lader vente på sig!
Vi har ellers lagt an til parring mellem jul og nytår, og har været i Thy to dage. Men Frigg var tydeligvis ikke klar til parring. Trist for Fergus!
Det er Friggs dag 24. i løbetid! “Du må godt blive klar nu, Frigg”!
Frigg og Fergus parres efter juledagene
Vores tæve Frigg er kommet i løb. Vores Cocker Saga gik i løb i sidste uge og hun har trukket Frigg med. Egentlig havde vi forventet det skulle ske i februar, men nu er det sket og vi har aftalt med Fergus og hans familie og forebereder os på parring på de sidste dage i december.
Det betyder, at hvalpene kan forventes til sidst i februar 2023. Aflevering af hvalpene til nye familier bliver sidst i april.
Vi vil dele billeder og beretning efter parringen. Følg os også Kennel Jagtlivets Facebook side.
Indtil da, glædelig jul.
14. december 2022
Artikel i magasinet “Jagthunden”
I magasinet Jagthunden nr. 6 december 2022, har vi skrevet en kort artikel, om at starte en kennel. Du kan læse den på SJID.dk, eller her under i sin helhed.
At starte kennel
Overvejelser om og arbejde med at starte egen kennel
Artikel til bladet “Jagthunden”
For tre år siden søgte vi en kleiner münsterländer tævehvalp, som kunne blive starten på en ambition om, at starte egen kennel med eget kennelmærke. Tilfældet blev, at vi købte en tævehvalp hos Kennel NordenBirk ved Tølløse.
Vi har siden og gennem 2,5 år brugt mange timer på dressur, træning, prøver og udstilling. Det skal her til nævnes, at selv om vi har haft kleiner münsterländere som jagthunde i mere end 20 år, så er det først med denne tæve, at vi prioriterer prøver og udstilling.
Valg af avlstæve
Det havde lydt fint og velovervejet, om at vi søgte særligt og længe efter den helt rigtige tæve, at starte avl på. Sandheden er mere lige til: Vi søgte og fandt en kennel tæt på, hvor vi bor. Vi indså hurtigt, at kennelen havde rigtig gode hunde, jagtmæssigt, som sind og prøveresultater. Men, hvad der nok var vigtigere: Vi så og oplevede kennelens ejere, som var dedikerede og meget inspirerende i deres tilgang til hunde og hundetræning, seriøse i deres valg og anskuelse af os som hvalpekøber. Vi fik blandt andet at vide, at kennelejeren vælger den rette hvalp til os! Og det skiftede lidt under hvalpenes udvikling og deres vurdering af os, vores interesser og vores erfaringer med jagthunde. Det gav faktisk respekt.
Træning og opfyldelse af avlskrav
Som nævnt er vi ikke erfarne med prøver og udstilling i DKK/DMK regi. Så der var meget nyt. Det har dog vist sig, at træningsfællesskaber med kuldsøskende og andre hunde på træning har været så sjovt og motiverende, at det egentlig har virket som leg, for både hund som fører.
Dernæst har det helt sikkert betydet noget, at træningspas og undervisning er sket med kennelmor, som har vanvittig dygtige hunde. Vi har i vores optik trænet med nogle af de bedste, hvilket har løftet krav og niveau til os og til hunde. Jeg plejer, at sige; at træne med de bedste, får os til at sigte mod stjernerne, og er vi heldige, når vi trætoppene.
Efterhånden som prøve- og udstillingsresultaterne kommer i “bogen”, så melder sig også opmærksomheden i, at faktisk lykkes med opfyldelse af avlskrav i hhv. basis + og tævelisten. Det giver lidt nerve ved prøverne og ved deltagelse i udstillingerne.
Vi er nu så langt, at vi har mere end opfyldt avlskravene til basis+. Så nu skal hanhunden findes.
Godkendt parring
Det har været oplagt, at høre “kennelmor” om råd og vejledning i valget af hanhund til parringen. Vi ville jo gerne have en hanhund, der kan komplementere vores tæves egenskaber og sind. Derfor, gerne finde en hanhund med lidt mindre jagtiver, lidt mindre fart og mere ro og koncentration i arbejdet og marksøget.
Efter overvejelser af flere potentielle hanhunde, blev udslaget efter, at “kennelmor” havde oplevet en hanhund på en fuldbrugsprøve i Skive. Hun vurderede ham som den rigtige kandidat til vores tæve.
Vi kontaktede ejeren af hanhunden, som til vores glæde var med på en aftale om parring. Dernæst kunne vi kontakte DMKs avlsvejledning. Sammen aften fik vi en godkendelse af parringen! Dertil kunne vi på DKKs hjemmeside danne en fiktiv stamtavle, med de to hunde som forældre og beregne indavlsprocent samt se på samlet HDindex.
Kennelmærke og kennelnavn
Første krav er en gennemført opdrætteruddannelse fra DKK. Den del stod min kone for. Vi har brugt noget tid på, at finde på kennelnavne. Dernæst, at se på FCIs hjemmeside, for at se om vores forslag allerede er optagne. I tidens løb er mange opfindsomme kennelnavne allerede brugt og optaget. Faktisk anbefales det, at ansøge om en prioriteret række af op til 5 kennelnavne. Dette fordi, der også er regler imod, at navnene ikke må være for enslydende.
Du skal dertil selv kontrollere om kennelmærket evt. strider imod andre varemærke og patentmærke rettigheder.
I skrivende stund venter vi på godkendelse af kennelmærke og navn. Det kan tage op til 3 mdr. Så det er hemmeligt lidt endnu!
Hvorfor starte egen kennel?
For os har det motiverende været egen interesse for jagthundene og fællesskabet omkring det at “vække” jagthunden.
Min kone har lavet flere kuld, og finder stor glæde og interesse i at opdrætte kuld, og at tage sig af de potentielle nye hvalpeejere. At kunne vejlede og guide hundeejerne til, at blive gode ejere af en jagthund.
Jeg selv finder interesse i at arbejde med dressuren og træningen af hvalpe og jagthunden, så de bliver klar til deres opgave i hundelivet; at gå på jagt.
Endelig nærmer vi os begge en alder, hvor vi begynder, at tænke på, hvad vi gerne vil bruge vores tid på, når arbejdslivet ikke fylder mest. Så, vil vi gerne arbejde meget mere med hunde og opdræt.
Vi håber på parring til februar!
November 2022.